BUPL: Dejligt vores dagsorden er blevet hørt

ti 03.12.2019, 08:15

Pædagogerne på Bornholm glæder sig over, at deres dagsorden om minimumsnormeringer er blevet hørt.

Der kommer minimumsnormeringer i daginstitutionerne. I fremtiden må der maksimalt være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaverne. Det er et af resultaterne af den aftale om finanslov som regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet indgik sent mandag.

- Det er dejligt, at vores dagsorden om minimumsnormeringer, nu bliver nedfældet i en lov, siger Rie Hansen, formand for BUPL på Bornholm.

BUPL har i flere år kæmpet for minimumsnormeringer. Der er dog lidt malurt i bægeret. Minimumsnormeringerne er nemlig først fuldt indfaset i 2025.

- Vi havde jo gerne set, at der var afsat flere penge tidligere, men det er et skridt i den rigtige retning, siger Rie Hansen.

Ordningen med minimumsnormeringer skal aftales endeligt næste år. I følge finanslovens aftaletekst så er der afsat 500 millioner i 2020, 600 millioner i 2021, 800 millioner i 2022, 1,2 milliarder i 2023, 1,4 milliarder i 2024 og 1,6 milliarder i 2025, hvor ordningen efter planen altså er fuldt indfaset.