Finanslov: Her er hovedpunkterne

ma 02.12.2019, 21:53

Minimumsnormeringer, skrottet uddannelsesloft og løft til folkeskolen er en del af finanslovsaftale.

Her er hovedpunkterne i aftalen:

* Minimumsnormeringer indføres. Målet er, at der fuldt indfaset skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

I 2020 afsættes der 500 millioner kroner, 600 millioner kroner i 2021, 800 millioner kroner i 2022, 1,2 milliarder kroner i 2023, 1,4 milliarder kroner i 2024 og 1,6 milliarder kroner i 2025.

* Uddannelsesloftet bliver fjernet. Det har som udgangspunktet forhindret studerende, der har gennemført en videregående uddannelse, i at blive optaget på en ny uddannelse.

* Det midlertidige taxameterløft af de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser på universiteterne bliver videreført.

* Besparelser som følge af omprioriteringsbidraget bliver stoppet på kulturområdet.

* Psykiatriområdet får penge til flere sengepladser.

* Folkeskolen skal løftes med 275 millioner kroner i 2020 stigende til cirka 800 millioner kroner i 2023.

* Der afsættes midler til udtagning af landbrugsjord, hvilket skal bidrage til at reducere landbrugets drivhusgasudledning.

* Fonden Danmarks Grønne Fremtidsfond på 25 milliarder kroner som skal investere i grønne og bæredygtige projekter og skabe grønne arbejdspladser.

* Der afsættes penge til en skovfond og mere urørt skov.

Kilde: Finansministeriet.

/ritzau/