Gæstesejlere skal have flere penge op af lommen

ma 02.12.2019, 19:29

Når gæstesejlere næste år kommer til en bornholmsk havn, så bliver det dyrere end tidligere. Det sker som en del af budgetforliget.

I morgen er der møde i Natur- og miljøudvalget, og her skal udvalget blandt andet vedtage nye takster for de bornholmske havne.

Gæstesejlerne er dem, der har udsigt til den højeste prisstigning per døgn i en bornholmsk havn. Stigningen lyder på 7,4 procent, mens prisen stiger med 2,4 procent for fastliggere.

Eksempelvis vil en gæstesejler med en båd på mellem syv og ti meter skulle slippe 213 kroner i døgnet fra næste år mod 198 kroner i år.

Formelt set bliver det nye forslag til takster først drøftet i morgen, men formand for Natur- og miljøudvalget, Leif Olsen fortæller til TV 2/Bornholm, at de nye takstforslag forventes at blive stemt igennem.