KB: 26 punkter på kommunal dagsorden

to 10.10.2019, 17:58

Klokken 18 samles kommunalbestyrelsen for blandt andet at 1. behandle det kommunale budget.

Inklusive et lukket punkt på dagsordenen samles kommunalbestyrelsen klokken 18 i byrådssalen i Rønne for at behandle 27 punkter.

Umiddelbart ser det ud til, at det er 1. behandlingen af budgettet for 2020, der kommer til at tage længst tid at nå igennem. Ikke fordi, der er uenighed om budgettets udformning, men fordi stort set alle partier og medlemmer traditionen tro rejser sig og nævner lige præcis der, hvor de mener de har sat deres eller aftryk, eller gerne vil fremhæve punkter.

Et enkelt medlem af kommunalbestyrelsen skønner inden mødets begyndelse, at punktet næppe vil vare mere end fem minutter. Vi får se!

Et andet punkt på dagsordenen, der godt kan give lidt debat, er den altid varme kartoffel, om der skal flere flygtninge til Bornholm som kvoteflygtninge. Altså permanente flygtninge - ikke asylansaøgere, som har befolket de nu nedlagte asylcentre på Bornholm. Bornholm er blevet tildelt to flygtninge, men det er blevet foreslået, at Bornholm skal søge om at få 20 - blandt andet for at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, der er på øen.

Der er også et lidt usædvanligt punkt på dagsordenen. Rema 1000 har foreslået at bymidten i Nexø bliver flyttet, så der kan etableres dagligvarehandel i et større område udenfor bymidten.