Uenighed om der skal flere flygtninge til Bornholm

on 09.10.2019, 20:21

I morgen skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om Bornholm skal tage flere flygtninge. Arbejdsgivere og jobcenteret er for idéen, men politikerne er splittede.

Thomas Zathang er flygtning fra Burma og har boet på Bornholm siden 2011. Han arbejder til daglig som mekaniker på BATs værksted i Rønne.

- Jeg er rigtig glad for mit arbejde, siger Thomas Zathang.

Thomas Zathangs arbejdsgiver Torben Larsen er også glad for sin burmesiske ansatte og mener, at der skal flere flygtninge til Bornholm. Det bakker Allan Westh, der er centerchef for Job, Uddannelse og Rekruttering op om.

- Fra administrationens side har vi stillet forslaget om, at vi tager tyve flygtninge, og det er ud fra, at man dels har en vision om, at vi skal være 42.000 indbyggere, men ikke mindst fordi, vi mangler kvalificeret arbejdskraft, siger Allan Westh.

I år tog Bornholm imod 2 flygtninge, men der er stillet forslag om at hæve antallet til 20 i 2020.

Politikerne er dog ikke helt enige om, hvorvidt det er en god idé.

- Socialdemokratiets gruppeformand Thomas Thors mener, at flygtninge er en ressource, og at de kan være med til at løse problemet med den manglende arbejdskraft på Bornholm.

Bornholmerlistens Kirstine van Sabben og Dansk Folkepartis Renè Danielsson har dog valgt ikke at tage stilling til spørgsmålet på kommunalbestyrelsesmødet i morgen, fordi de er imod idéen.

Du kan høre mere om Thomas Thors holdning i videoen til artiklen, og Kirstine van Sabbens holdning til spørgsmålet i nyhedsudsendelsen kl. 19:30 på play.tv2bornholm.dk