BUPL Bornholm: Tilfør flere midler til pædagoger

on 09.10.2019, 15:33

Formand for BUPL Bornholm er ikke tilfreds med kommunens budgetforlig for år 2020, for hun savner flere pædagoger i institutionerne.

Budgetforliget for 2020 er forhandlet på plads i mange af landets kommuner, og i mange kommuner vil der ske nedskæringer på børneområdet, og de besparelser kalder Børne- og Ungdoms-pædagogernes landsforening - BUPL - for groteske. Børneområdet på Bornholm rammes ikke af besparelser, men hos BUPL Bornholm er man stadig bekymrede.

- Her på Bornholm er der flere udsatte familier, og det kræver bare noget ekstra, og som vi kan se er den tidligere indsats bare enormt vigtig. Så der skal bare investeres mere i 0-6 års området, for at det hjælper hele livet, siger formand for BUPL Bornholm Rie Hansen.

I Bornholms Regionskommunes budgetforlig holdes udgifterne for de 0-5 årige i ro - altså der hverken tilføres eller spares på området. Desuden er de planlagte midler på 4 millioner til at forbedre daginstitutionernes normering på øen ikke blevet ramt af sparekniven.

- Jeg er fuldstændig enig med BUPL, for jeg ville også gerne have afsat flere penge til børneområdet i budgettet. Problemet er bare, når man ikke har pengene, så er det svært at afsætte dem, siger formand for Børn- og Skoleudvalget Morten Riis (EL), og uddyber:

- Både vi og BUPL må håbe på at finanslovsforhandlingerne, der lige er startet, bærer noget med sig i forhold til minimumsnormeringer.

I følge BUBL er minimumsnormeringer på finansloven afgørende, når kommunen ikke har tilført flere penge til børneområdet.

- BUPL vil gerne have nogle overordnede normeringer, for det rammer sådan en kommune som vores, som ikke har økonomi til at klare mange til selv. For det skal ikke give dig en dårligere barndom, at du fødes her og ikke i Gentofte, siger Rie Hansen.