Hallegaard: Skifte har været på vej længe

on 11.09.2019, 10:38

Jørgen Christensen fra Hallegaard oplyser, at der er blevet arbejdet på ejerskiftet med Kadeau et stykke tid.

Jørgen Christensen vil stadig være at finde på Hallegaard, selv om Kadeau formelt overtager slagteriet. Han fortæller til TV 2/Bornholm, at der er blevet arbejdet på et ejerskifte et stykke tid. Og han oplyser, at han stadig vil være at finde på Hallegaard, der er hans livsværk. Dog på nedsat tid.

- Jeg er ikke en årsunge mere. Jeg er folkepensionist og så kom der en mulighed, hvor Kadeau har udvist interesse for at lave et glidende generationsskifte på Hallegaard. Det synes jeg man nødt til at sige ja tak til.

- Vi har arbejdet på ejerskiftet et stykke tid, og nu er jeg kommet dertil, hvor jeg egentlig har det meget godt med det. Jeg håber og vil gøre alt, hvad jeg kan for at få ført Hallegaards DNA videre. Der bliver tale om en glidende overgang, og jeg vil stadig være at finde i virksomheden fortæller Jørgen Christensen.

Han oplyser at han skal tage sig af Hallegaards lufttørrede produkter.

- Jeg kommer til at tage mig af de lufttørrede produkter, for det er mig, der ved, hvordan det foregår når de skal produceres. Det er de produkter vi har ude i Torvehallerne i Rønne. Og så er det også mig, der har kontakt til alle bønderne, og jeg ved, hvor de gode dyr går. Det er også mig, der har tilladelse til at lave skydninger i marken, så det kan fortsætte, siger Jørgen Christensen.

Han oplyser desuden, at han nu på at få en arbejdsuge på omkring 30 timer og ikke de 70 til 90 timer, som han har haft de senere år.

- Jeg har også nogen børnebørn, som jeg skal bruge lidt tid på, og så er vi jo flyttet til Svaneke. Der har jeg en lille jolle liggende, som jeg regner med at bruge lidt mere tid på, fortæller Jørgen Christensen.