Biblioteker vil hjælpe børn med bedre sprog

ti 03.09.2019, 19:06

De bornholmske folkebiblioteker har indkøbt sprogstartskasser, som skal hjælpe bornholmske børn med at udvikle deres sprog.

De bornholmske børn kan glæde sig til at få endnu bedre styr på sproget. Bibliotekerne har nemlig indkøbt såkaldte sprogstartskasser.

- Sprogstartskasserne er pakket med sproglege, udvalgte billedbøger med mere, som er lige til at hive frem og tage i brug, skriver Lea Wolffbrandt, der er faglig koordinator i regionskommunen i en pressemeddelelse.

Der er indkøbt to sprogstartskasser, som fungerer som et seks-ugers forløb for de 3-6-årige.

- I første omgang afprøver vi sættene i samarbejde med Børnehuset Søstjernen og børnehaveklassen på Svartingedal Skole. Afhængigt af efterspørgslen er de to sæt dog fremadrettet forbeholdt daginstitutionerne, der kan skrive sig på venteliste, skriver Lea Wolffbrandt.

Foruden sprogstartskasserne er bibliotekerne også gået med i samarbejdet "bibliotekernes sprogspor". Det er en slags værktøjskasse, der kan bruges af alle voksne, der omgiver børnene.

- Børn får deres sprog fra omgivelserne. Det opstår, når børn leger med hinanden og når voksne taler, lytter, leger og læser for dem. Men det kommer ikke af sig selv og sjældent uden en bevidst indsats, skriver Lea Wolffbrandt.

Tilbuddene er gratis. Se mere på sprogsporet.dk.