RIK sejrede i intens kamp i Nexø

on 21.08.2019, 20:47

En intens og uskøn kamp endte med en 3-1-sejr til RIK over NB Bornholm. Tidligere NB-spiller, Martin Andersen, blandt målscorerne for RIK.

Der er to ting der er sikkert, når lokalrivalerne NB Bornholm og RIK tørner sammen i fodboldens Københavnsserie. 1.Bolden er rund. 2. Kampen er mere intens end de fleste kampe. Nexø og Rønne kan ikke lide hinanden, og det kom også til udtryk i dagens kamp, hvor der var syngende tacklinger, sammenstød og ondskabsfulde tilråb fra tilskuerpladserne.

Og så var der mål. Fire af slagsen. Første mål faldt efter godt 10 minutter, hvor NB Bornholms målmand tabte bolden for fødderne af, ja hvem ellers, Martin Kjær Andersen. Angriberen skiftede inden sæsonen NB Bornholm ud med Rønne IK og han skulle kun bruge 10 minutter efter gensynet med Nexø Stadion på at score i de velkendte omgivelser.

NB Bornholm kom bedre med som halvlegen skred frem og efter 35 minutter kunne Pelle Christiansen udligne med et hårdt vristspark tæt på mål.

Anden halvleg blev en lang, men intens stillingskrig. Indtil RIK fik bragt sig foran efter godt en times spil efter lidt pingpong-spil i NB-feltet. Kort før tid fik RIK et straffespark, da Nexø-anfører, Kacper Stukonis, gjorde sig lidt for bred i feltet. Det scorede de røde RIKere også på. Kampen ender 3-1 i Slaget om Bornholm.

Se mere i Nyhederne 22.10.