Brandvæsen: Nyt udstyr gør arbejdet sikrere

on 21.08.2019, 20:18

Med en ny skæreslukker kan Bornholms Brandvæsen sænke temperaturen i bygninger ved kraftig brand, før eventuelt mandskab sendes ind.

Med et tryk på 300 bar kan Bornholms Brandvæsens nye skæreslukker skærer sig gennem murer med en stråle af vand og jerngranulat. Dermed bliver slukningsarbejdet mere effektivt og langt sikrere for brandfolkene.

- Vi kan bruge skæreslukkeren ved kraftige brande, hvor der er høj temperatur, hvor vi skal bremse brandens udbredelse, og hvor vi tidligere havde indsat røgdykkere i farligt miljø, siger områdeleder hos Falck Bornholm, Klaus Rønne Jensen.

Skæreslukkeren følger med en ny slukningsenhed, som Bornholms Brandvæsen har fået, og som får base i Nexø.

- Den gamle, vi havde, havde aftjent sin tid, og vi stod for at skulle udskifte bilen. Og så var der på den nye lidt ekstra værktøj, så vi er lidt fremtidssikrede, fortæller indsatsleder Michael Grønbech-Dam.

Skæreslukkeren betyder dog ikke bare mere effektivt slukningsarbejde og mindre risiko for mandskabet, den er også mere miljøvenlig. Den bruger nemlig langt mindre vand, end hvis man udelukkende skulle bruge brandslanger.