Livredderne har gjort strandgæsterne klogere

on 21.08.2019, 19:23

Onsdag var sidste dag med livreddere på strandene ved Balka og Sandvig. Sommeren har ikke budt på livreddende aktioner, men mange er blevet oplyst om blandt andet de fem baderåd.

Selvom den kommende weekend byder på strandvejr, så er det fra i dag slut med livreddere fra Trygfondens Kystlivredning på de danske strande i denne omgang.

Siden den 28. juni har de ellers været til stede på strandene ved Balka og Sandvig.

Frem til den 18. august har livredderne været involveret i 3.465 aktioner, men ingen af dem har heldigvis været livreddende. I stedet er der i langt de fleste tilfælde tale om oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

I alt har der været 3.151 oplysende indsatser, 260 forebyggende indsatser og 54 førstehjælpsaktioner.

Forebyggende indsatser betyder, at livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras, gummibåd eller badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller for at få dem til at svømme tættere på land.

Ved førstehjælpsaktioner forstås eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.