Nye tiltag på Wonder: Dating, urter og stoleleg

on 14.08.2019, 11:10

På årets Wonderfestiwall er der endnu engang skruet op for aktiviteterne. I år kan man blandt andet deltage i en Wonder-udgave af "Dagens Mand".

Det er dagen før dagen, og de frivillige arbejder for at få pladsen ved Hammershus gjort klar til den bornholmske musikfestival Wonderfestiwall.

I år er der igen fokus på aktiviteter, der kan bidrage til fællesskabet og hyggen på festivalen.

Fredag kl. 16 kan du deltage i Wonders udgave af tv-programmet "Dagens Mand". Her vil skiftevis en mand og en kvinde stå foran 10 personer af det modsatte køn, som skal tilkendegive om vedkommende er interesseret i at komme med på date ved ikke at springe sin ballon. Målet er, at der til sidst står én person tilbage, som kommer med på date på spisestedet La Mâd på festivalpladsen.

Til at styre løjerne er Ole Nisbeth, som mange kender som idrætslærer på gymnasiet. Og hvis du har lyst til at være med, så er det stadig muligt at tilmelde sig konkurrencen.

Bliv klogere på den bornholmske smag og historie
Blandt de nye tiltag er også "Smagen af Wonder", hvor festivalen har allieret sig med bornholmske producenter.

- Det er sjovt at inddrage Bornholm. Vi er mange stolte bornholmere på festivalen, som gerne vil bruge det, vi har på øen. Vi vil også gerne prøve at ramme en lidt anden målgruppe. Og så handler Wonder ikke kun om musik, men også om fællesskab og hygge, siger Sofia Madvig fra Wonders aktivitetsteam.

Til arrangementet kan man lære, hvilke urter man kan finde i de bornholmske skove og bruge til at friske sin gin eller snaps op.

"Smagen af Wonder" er det eneste arrangement, som det koster penge at deltage i - nemlig 50 kroner.

En anden aktivitet, som Wonder håber også kan ramme de lidt ældre festivalgæster, er gåture til Hammershus, som finder sted fredag kl. 15 og lørdag kl. 12.

- Det er både til en lidt anden målgruppe, og til dem der kommer overfra. Vi hørte fra nogle sidste år, at hvis der ikke var noget musik, de lige ville høre, så var det dejligt, der var nogle aktiviteter, de kunne deltage i, fortæller Sofia Madvig.

Turen slutter med en lille én - nemlig en Sevablødda.

Overnat i tipi
Det sidste nye tiltag i år er stoleleg, hvor man selv skal medbringe en klapstol eller lignende. Vinderne får to øl.

Blandt overnatningsmulighederne er der også kommet en tilføjelse til de gængse telte og hytter - nemlig tipier. Her er der plads til fire personer, og man sover på madrasser.

Sidst men ikke mindst er der som altid dildorace, fodboldbane, beerpong-bord og aktivitetspavillion til spil og generel hygge.