Japanere introduceres for bornholmsk energi

ti 13.08.2019, 17:45

En gruppe japanske embedsfolk og politikere blev i dag introduceret til Bornholms arbejde med grønne løsninger. Håbet er, at de kan tage nogle af idéerne med sig tilbage til hjemlandet.

Østerlars Halmvarmeværk, Green Solution House og BOFA var alle sammen steder, en delegation af japanske embedsfolk i dag lagde vejen forbi i håbet om at blive klogere på Bornholms arbejde med grønne løsninger.

Viceborgmester Morten Riis (Ø) var vært ved dagens rundvisning, og meningen med besøget var at introducere japanerne for Bornholms arbejde med energi.

En af de besøgende, kongresmedlemmet Takashi Shinohara, arbejder for at skubbe Japan i en mere grøn retning.

20 pct. af landets energi produceres i dag fra atomkraftværker, men siden et jordskælv og en tsunami for otte år siden forårsagede en af historiens største atom-ulykker i byen Fukushima, har landet haft et stort ønske om at blive uafhængigt af netop atomkraft.

- Siden den forfærdelige ulykke i 2011 har vores land arbejdet for at skille sig af med atomkraft, men det er svært, og vi har endnu ikke haft særlig stor succes med det, siger han og tilføjer:

- Vores parti har et ambitiøst mål om at få lukket alle vores værker inden 2040. Danmark er kendt som et meget miljøorienteret land, når det kommer til vedvarende ressourcer, og om muligt vil vi gerne lære Danmarks know-how.

Håbet er, at japanerne med dagens besøg har fået et konkret billede af, hvordan vi producerer energi her på Bornholm.

- Vi håber, at de får nogle idéer til, hvordan de rent faktisk kan lave en omstilling i Japan, og hvordan de kan lave en decentral energiforsyning - ikke bare på varme, men også på strøm, lyder det fra Morten Riis.