Stadig usikkerhed om huset på havnen

to 18.07.2019, 20:29

Foreningen Huset på Havnen er stadig usikre på, om de ønsker at købe det tomme pakhus på havnen i Nexø. Det fortæller formanden til TV 2/Bornholm torsdag aften.

Foreningen 'Huset på Havnen' blev stiftet for at omdanne de tidligere DLG-bygninger på havnen i Nexø til et stort kulturhus.

Efter bestyrelsesmødet i foreningen onsdag aften var der da også lagt op til, at foreningen havde finansieringen på plads og var parat til at købe bygningen, der ejes af DLG.

Men formand for foreningen Olav Elvang fortæller torsdag aften til TV 2/Bornholm, at de stadig har brug for at vende alle detaljer, inden de træffer en beslutning.

Derfor holder foreningen bestyrelsesmøde i morgen for at blive endeligt enige om, hvad de vil, og om foreningen er klar til at overtage DLG-bygningen.