FV19: Bornholmerne er vilde med jagt

to 16.05.2019, 17:49

4 ud af 100 bornholmere går på jagt - og næsten ligeså mange er medlem af Danmarks Jægerforbund.

- Det, der betyder mest for mig, er at komme ud i naturen.

Lise Pedersen fra Nexø har gået på jagt i 13 år.

- At se det hele vågne op. Det synes jeg er skønt. Det er også dejligt, hvis man skyder et stykke vildt, som man har gået efter, og man får det. Men det vigtigste er at komme ud i naturen.

Lise Pedersen er én af de 1.665 bornholmere, der i 2018 indløste deres jagttegn. Ud af dem var 71 kvinder og 1.594 mænd. Det viser tal fra Miljøstyrelsen.

Det placerer Bornholm blandt de 49 kommuner, hvor flest indbyggere går på jagt. Læsø er det sted, hvor flest indløste deres jagttegn i 2018 - nemlig 12,9 procent af indbyggerne. Læsø efterfølges af Samsø med 8,8 procent. Lavest procentdel finder man i Albertslund - her går 0,6 procent på jagt.

Til gengæld er Bornholm den kreds i Danmarks Jægerforbund, der har flest medlemmer pr. indbygger. 1.519 jægere er medlem svarende til 3,84 procent.

Under valgkampen sætter vi fokus på, hvem bornholmerne er, hvis vi skrumpede os ind til 100 personer. Du kan følge med her, på Facebook og Instagram.