Antallet af trafiktilskadekomne skal ned

on 15.05.2019, 17:56

En ny rapport beskriver, hvor på øen man bør sætte ind for at få farten ned og få gjort veje mere sikre

Når politiet skal være sikre på økonomisk gevinst, så kan de roligt stille op på for eksempel Sdr. Landevej i Nexø. Sidst politiets fotovogn holdt parkeret der, blev 70 bilister taget i at køre for stærkt. Og den høje fart har irriteret beboerne i årevis:

-De sidste 15 år har vi haft en løbende dialog med kommunen. Tomme ord og løfter men der er ikke sket noget, siger Marianne Juul Sonne.

Nu er der håb forude: I en ny kommunal trafiksikkerhedsrapport, udarbejdet i samarbejde med politiet, er Sdr. Landevej i Nexø med som et sted på Bornholm med 1. prioritet til at få gjort noget. Vejen skal, sammen med andre veje på øen, gøres mere sikker, så Bornholm samlet set får færre tilskadekomne i trafikken.

-Meningen er, at vi skal helt ned på omkring 11 skadede personer ved 2025, og det er meget langt ned, fortæller projektleder Hardy Pedersen, Bornholms Regionskommune.

Der har tidligere været over 40 trafiktilskadekomne på Bornholm. Man er nu i de seneste år nede på mellem 20 og 30 om året.

Der er sat cirka-beløb på arbejdet med de veje på øen, man vil starte med. Der er ikke kun tale om fartnedsættende foranstaltninger - bløde trafikanter, som cyklisterne, skal have bedre forhold flere steder. Arbejdet kan blive dyrere men også billigere end beskrevet i rapporten.

Kommunalbestyrelsen skal i slutningen af denne måned se på rapporten om trafiksikkerhed på Bornholm og i sidste ende beslutte, om man vil finde penge til at opfylde rapportens anbefalinger.