Nye Borgerlige ikke på stemmesedlen ved EU-valget

ma 15.04.2019, 14:43

Fra i dag kan du brevstemme til Europaparlamentsvalget. Nye Borgerlige er ét af de partier, der ikke er opstillingsberettiget.

Den 26. maj skal der være valg til Europa-parlamentet, og fra i dag er det muligt at brevstemme til valget.

Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Ti partier skal kæmpe om 14 danske pladser i parlamentet.

Det er ét ekstra medlem i forhold til sidste valg for fem år siden.

Den ekstra plads skyldes, at Storbritannien udtræder af EU. Et 14. dansk medlem af Europa-Parlamentet kan dog først tiltræde, når Storbritannien endelig er udtrådt af EU.

Partiet Nye Borgerlige meddelte i februar, at de ville forsøge at blive opstillingsberettiget til valget til Europa-Parlamentet.

Det er dog ikke lykkedes for partiet at skaffe de 70.380 vælgererklæringer, der skal til.

De opstillingsberettigede partier har indtil den 28. april til at indlevere kandidatlisterne, men hvis du ikke vil vente på at Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggør en oversigt, så kan du allerede stemme fra i dag.

Du kan brevstemme frem til og med torsdag den 23. maj, og du kan eksempel brevstemme på et kommunalt borgerservicecenter og nogle steder også på det lokale bibliotek.