Bornholm får Danmarks største batteri

fr 15.03.2019, 12:33

DTU har fået 19 mio. kr. til at lave et batteri, som er forbundet til el-nettet. Det bliver det største af sin slags i Danmark og teststedet bliver Bornholm.

Ved Kalby syd for Aakirkeby skal der nu opføres et batteri, som bliver det største af sin art herhjemme. Det bliver tilkoblet el-nettet og skal opsamle strøm fra sol, vind og biogas.

Netop ved Kalby er der allerede et biogasanlæg, der er vindmøller og på Bodelyngsvejen står øens største solcellepark. Derfor er det oplagt, at opføre batteriet der - samtidig med, at Bornholm er oplagt som testø.

DTU har fået 19 mio. kr. til at lave dette batteri, som nu bliver en del af projektet BOSS - BOrnholm Smartgrid Secured.
Et projekt, hvis formål er at bidrage til muliggørelsen af et grønt energisystem og fremme udviklingen indenfor lagring af elektrisk energi. Et projektet, som laves i samarbejde mellem Bornholms Energi & Forsyning og følgende partnere: DTU/CEE (LEAD), Balslev, Danfoss, European Energy, Lithium Balance, Nuvve, EL-NET ØST og PowerLabDK.

De 19 mio. kr. bliver en del af BOSS' samlede budget på 30 mio. kr. Batteri-projektet vil blive udviklet over de næste fire år og batteriets størrelse skal blive på 1 MWh/1MW.