Tilflytterarrangement i aften

fr 15.03.2019, 11:24

Kommunens Tilflytterservice har sendt velkomstbrev ud til alle over 18 år, som er flyttet til øen i år. I aften er de inviteret til arrangement.

Vi skal være 42.000 bornholmere i 2028. Sådan lyder kommunalbestyrelsens strategi og som et led i den strategi, så har kommunens Tilflytterservice sendt velkomstbrev fra borgmesteren ud til alle over 18 år, som er flyttet til øen i år.

I brevet er der også en invitation til et af de fire tilflytterarrangementer, som kommunen i samarbejde med Bornholmske Borgerforeningers Samvirke arrangerer i løbet af 2019.

På mødet vil de nye tilflyttere blive budt velkommen og få informere om alverden ting om Bornholm. Repræsentanter fra kommunen, borgerforeninger og idrætsforeninger vil være tilstede.

Det første arrangement finder sted i aften:

• Fredag den 15. marts, 16.30 – 19.30, Kulturskolen, Rønne
• Søndag den 19. maj, 11.00 – 14.00, Natur Bornholm, Åkirkeby
• Fredag den 6. september, 16.30 – 19.30, Domen, Allinge
• Søndag den 1. december, 11.00 – 14.00, Gaarden, Gudhjem

Tilflytterne skal tilmelde sig forud for arrangementerne på telefon 56 92 10 60 eller på e-mail tilflytter@brk.dk.

Udover velkomstbrevet har hver ny husstand også mulighed for at hente en velkomstpakke i Borgerservice i Rønne. I den pakke er der to rabatkuponer, en bog samt relevant informationsmateriale.