Stjernefrø til Musikhuzet

fr 15.03.2019, 09:17

Hun sang i sommers på Wonderfestiwall. Til efteråret står hun på scenen i Musikhuzet, som et stop på hendes Danmarksturné. Stjernefrøet er Clara.

For trekvart år siden udgav Clara sit debutalbum 'August Eighteen' og i mellemtiden har hun optrådt på landsdækkende tv, været nomineret til en P3-pris og modtaget DPA’s talentpris for kommende sangskrivere.

DR har også udnævnt den kun 18-årige popsanger, som den eneste kvinde i deres artikelserie ”De Ejede 2018” og i 2018, nåede hun også forbi Wonderfestiwall og gav en koncert, der kastede fire anmelder-stjerner af sig i musikmagasinet Gaffa.

Anmelderen skrev:

- Hun er absolut et lovende talent, som vi givetvis kommer til at høre meget mere til.

Og han fik ret. Claras første hitsingle ”What They Say” har fået flere millioner afspilninger og hendes seneste singleudspil 'Crazy' markerer hendes hidtil største radio-hit.

Den 16. oktober kan man opleve hende i Musikhuzet i Rønne.