Udvalg kæmper med antallet af børnehaveklasser

to 14.03.2019, 18:26

Spørgsmålet om antallet af børnehaveklasser på Åvangskolen gav forleden Børne og skoleudvalget så meget hovedbrud, at udvalget valgte at udskyde beslutningen.

Det store puslespil for det kommende skoleårs børnehaveklasser er i gang med at blive lagt. Særligt to elevers skæbne har dog sat Børne- og skoleudvalget på alvorlig prøve og givet anledning til principielle overvejelser.

- Jeg synes faktisk det er svært, for jeg vil gerne bevare de folkeskoler, vi har på hele Bornholm. Men jeg vil også rigtigt gerne det frie skolevalg. Og de to ting konflikter jo faktisk lidt med hinanden, siger Linda Kofoed Persson, medlem af Børne og skoleudvalget (DF).

Forældrene til to børn bosiddende i Hans Rømer Skolens distrikt ønsker, at børnene skal på Åvangskolen. Problemet er dog, at de to elevers indskrivning på Åvangskolen kræver at skolen opretter en ekstra skoleklasse, fordi man ellers overskrider maxgrænsen på 28 elever pr. klasse.

Men hvis Børne- og skoleudvalget nægter de to elever adgang til Åvangskolen er det i konflikt med princippet om frit skolevalg på Bornholm.

To klasser med max antal elever er også en skrøbelig konstruktion, idet der blot skal flytte én ekstra elev til Åvangsskolens distrikt for at vælte læsset og fremtvinge dannelsen af en ekstra klasse.

Beslutningen om antallet af klasser får også konsekvenser for de kommende klassetrin og har altså konsekvenser flere år frem i tiden.

På mandag holder Børne- og skoleudvalget ekstraordinært møde om antallet af skoleklasser, og her skal udvalgets fem medlemmer have fundet deres ståsted.

- Inden da skal jeg lige have snakket med min gruppe om, hvor vi stiller os henne i det her spørgsmål, siger Linda Kofoed Persson.

Af opgørelsen for indskrevne elever til skoleåret 2019-2020 fremgår, at der i alt er 42 ønsker om anden skole end distriktsskolen.

Formand for børne- og skoleudvalget Morten Riis har ikke haft mulighed for at stille op til interview om sagen i dag.