Stigning i antal sager om krænkende fotodeling

to 14.03.2019, 17:46

Bornholms Politi oplever en stigning i antallet af sager med deling af krænkende fotos af unge under 18 år.

Sidste år fik Bornholms Politi én anmeldelse om deling af fotos med krænkende indhold af en ung person under 18 år.

I år - og her taler vi kun de første 2,5 måneder indtil videre - har politiet modtaget syv anmeldelser om deling af billeder på de sociale medier. Billeder der indeholder ømtåleligt og krænkende materiale af unge mennesker under 18 år.

- Det er en kedelig tendens, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at stoppe det så tidligt som muligt, siger Hans-Henrik Dam, vicepolitiinspektør hos Bornholms Politi.

Tilbage i 2017 modtog politiet fem lignende sager, og med en enkelt sag i 2018 må de konstatere, at der er sket noget af en stigning, når man allerede på nuværende tidspunkt i 2019 har syv sager.

Seneste sag
Så sent som i fredags kunne TV 2/Bornholm fortælle, at en 16-årig ung mand blev sigtet af Bornholms Politi for deling af børneporno. Den 16-årige havde taget og efterfølgende delt et billede af en jævnaldrende pige på en Facebook-gruppe.

Den unge mand risikerer enten bøde- eller fængselsstraf, hvis han bliver dømt.

Og som tallene nu viser, så er det ikke et enkeltstående tilfælde. Politiet henstiller dog til, at de unge vil tænke sig om fremover.

- Jeg håber virkelig, at de unge mennesker følger med i medierne og indser, at det her er noget rigtig skidt. Og så vil vi, alle de steder vi har mulighed for at gøre opmærksom på det, også være med til at lave en forbyggende indsats, lyder det fra vicepolitiinspektør Hans-Henrik Dam.

Umbrella-sagen og drabsvideo
Også på landsplan har politiet haft stor fokus på sager om deling af unge menneskers private fotos. Således kører der pt. en sag, i medierne kaldet Umbrella-sagen, hvor hundredevis af unge mennesker er blevet tiltalt for deling af børneporno.

Det handler dog ikke kun om materiale med seksuelt indhold. For i sagen om danske Louisa Vesterager Jespersen, som blev dræbt i Marokko, der er både børn og voksne blevet sigtet for at dele drabsvideoen.

Det skal dog siges, at ingen af de i alt 13 sigtelser på Bornholm de seneste tre år har noget med disse to sager at gøre. Der er tale om selvstændige sager om krænkende deling af billedmateriale.

Debat om de unges ageren på sociale medier
På TV 2/Bornholm sender vi klokken 18:30 og 19:50 debatprogrammet 360, hvor vores vicepolitiinspektør Hans-Henrik Dam, SSP-konsulent Dennis Lindholm, folkeskoleelev Kathrine Krolykke og gymnasieelev Bjarke Poulsen netop debattere dette emne.

Her bliver blandt andet de unges ageren på sociale medier taget op, og så vender de også, hvilke muligheder der er for at ændre den tendens, der viser sig.

Vi har også mere om sagerne i nyhederne klokken 19:30.