Landbruget ser på klimaløsninger

ti 12.02.2019, 18:27

Klima og bæredygtighed i landbruget blev tirsdag diskuteret i Aakirkeby Hallerne. Det store spørgsmål var, hvad landbruget kan gøre for at hjælpe miljøet

Forholdene for det bornholmske landbrug blev vendt på dagens planteavlsmøde i Aakirkeby Hallerne, og måske mod forventning var der ikke mange store nye løsninger fra foredragsholderen, der talte under overskriften 'Løsninger på klimakrisen - landbrugets rolle':

-Vi kan måske reducere med 20 - 30 procent, hvis vi er rigtigt dygtige. Og det når os jo ikke i mål. Så der er meget store mål foran os, siger Jørgen Eiving Olesen, professor på Institut for Agroøkologi og forsker i klima.

Udfordringen for landmændene er blandt andet at udlede mindre CO2 og generelt at producere mere miljøvenligt. Og en ret kedelige konklusion på Jørgen Eiving Olesen indlæg var altså, at landmændene kan gøre en del, men at det ikke rykker helt vildt meget i den rigtige retning.

Lige her og nu kan de kedelige kolde facts måske skabe en større forståelse i resten af befolkningen for landbrugets udfordringer:

-Jeg synes, det er rigtigt vigtigt, at man også i befolkningen kan forstå, at det her faktisk er svært. Og at landbruget også har brug for en lille smule ro og tid til at få de rigtige løsninger på plads, siger Jørgen Eiving Olesen.

Tryk på videosymbolet og hør en kommentar fra Lars-Ole Hjorth-Larsen, formand for Bornholms Landbrug.