Måske farvel til bornholmsk økologisk mælk

ti 12.02.2019, 18:23

Øens eneste økologiske mælkeproducent vil sælge sin gård. Hvis ikke den bliver solgt og videreført som hidtil, kan det være slut med økomælk fra Bornholm.

Hver dag bliver der lagt økologisk mælk fra Bornholms Andelsmejeri op på båndet i de bornholmske supermarkeder. Men det kan snart være forbi.

Stålegård, der har øens eneste økologiske mælkeproduktion, er til salg i en udbudsrunde med deadline i dag. Det er uvist, om en kommende køber vil videreføre den økologiske mælkeproduktion, men hvis ikke, bliver det altså et farvel til bornholmsk økologisk mælk.

Det ærgrer Martin Sode, der er konventionel mælkeproducent og bestyrelsesmedlem i Bornholms Andelsmejeri.

- Det er en skidt situation, for vi vil jo gerne den økologiske mælk, siger Martin Sode.

Indtil 2016 var også Dalshøj ved Poulsker økologisk mælkeproduktion, men på grund af manglende efterspørgsel på økologisk mælk, blev produktionen gjort konventionel.

Det betyder, at der er ekstra meget pres på at finde en løsning, der vil sikre en fortsat bornholmsk økologisk mælkeproduktion.

- Allerhelst håber vi, at der er en køber, som vil videreføre Stålegårds produktion, som den er nu, sådan at vi ikke kommer til at mangle økologisk mælk, siger Martin Sode.

Det har i dag ikke været muligt at få fat i ejeren af Stålegård.