Campus ansat tildeles Dronningens Fortjenstmedalje

ti 12.02.2019, 09:20

Kongehuset har tildelt Thorkild Holm, Dronningens Fortjenstmedalje, efter 40 års uafbrudt tjeneste inden for samme ansættelsesområde og lønmyndighed.

Thorkild Holm får overrakt Dronningens Fortjenstmedalje fredag d. 15. februar kl. 14.00 på Campus Bornholm. Hans ansættelse startede 17. april på Bornholms Erhvervsskole, og Thorkild gik på pension 30. september 2018. Det oplyser Campus Bornholm i dag.

Thorkild Holm blev ansat som værkstedsassistent på den daværende Bornholms Erhvervsskole den 17. april 1978. Skolen har undergået en række fusioner og hedder i dag Campus Bornholm.

I skolens indstilling lyder det: "Thorkild Holms stillingsbeskrivelse har ændret sig over årene, og han har nu i en årerække varetaget funktionen som skolens indkøbskoordinator; en funktion, som han med stort initiativ og selvstændighed har opbygget og løbende professionaliseret. I sin rolle som skolens indkøbskoordinator har Thorkild haft en afgørende rolle i at sikre skolen effektive og økonomisk fordelagtige indkøb. Thorkild har i sit arbejde opbygget værdiskabende samarbejdsrelationer både internt og eksternt, og i kraft af disse samarbejdsrelationer har Thorkild skabt en stor bevågenhed på skolen om vigtigheden af et velorganiseret indkøb".