Flere overnattede på de bornholmske vandrerhjem

ma 11.02.2019, 09:18

Antallet af overnatninger steg med over 10.000 i 2018. Også lystbådshavnene havde fin fremgang.

Danmarks Statistik har i dag offentliggjort overnatningstal fra hele landet på deres hjemmeside.

Statistikken viser, at antallet af overnatninger på de bornholmske vandrerhjem er steget fra 62.011 i 2017 til 72.487 i 2018. Men i det hele taget har der været en fremgang for vandrerhjemmene i de seneste år. Der har været fremgang for vandrehjemmene lige siden 2014, hvor antallet af overnatninger var på 39.896.

Også i lystbådehavnene har der været fremgang i 2018. Over en årrække går antallet af overnatninger lidt op og ned. Men overnatningstallet for lystbådehavnene er det højeste i de seneste 5 år med sine 38.313 i 2018.

Det er i øjeblikket ikke muligt at få tallene oplyst specifikt for hoteller, feriecentre og campingpladser. Danmarks Statistik oplyser til TV 2/Bornholm, at det sker ud fra et diskretions- og konkurrencehensyn.

Men ser man samlet på tallet for hoteller og feriecentre, så er der tale om et mindre fald i 2018 på omkring 650. På landsplan er overnatningerne på feriecentrene faldet, mens de er gået frem for hotellerne. Man kan således ikke se specifikt, hvor tilbagegangen ligger i kategorien "hoteller og feriecentre".

Billedet er et arkivfoto.

Under artiklen er de tal, der er tilgængelige via Danmarks Statistik.

I videoen ses Andreas Bille Brahe fra Rønne Vandrerhjem. På en telefon giver han et bud på de mange overnattende.