Smøgerne skoddes fra nytår på Åvangsskolen

fr 07.12.2018, 14:23

Når eleverne i udskolingen på Åvangsskolen møder ind til time efter nytår, så er det slut med nappe sig en smøg i pauserne. Skolens ledelse vil have gang i en kulturændring.

De rygende elever på Åvangsskolen vil sikkert mene, at disse linjer er starten på en 'skodhistorie'. Og helt galt er de ikke på den, for ledelsen på Åvangsskolen i Rønne har nemlig indført et totalt rygeforbud for eleverne fra januar 2019, der betyder, at al rygning på og udenfor skolen forbydes for skolens elever.

- Det handler om at få indført en kulturændring blandt skolens elever, siger Susanne Dam, der er skoleleder på Åvangsskolen.

Selvom det nu bliver forbudt at ryge for eleverne, så tillader skolen stadig at eleverne fra 7.- 9. klasse kan forlade skolen i pauserne. Det åbner selvsagt for, at eleverne uden konsekvens kan bryde rygeforbuddet. Skolelederen erkender da også, at forbuddet i første omgang kan blive svært at håndhæve.

- Vi kan ikke rende efter dem, men vi vil tale til deres sundhedshjerte, siger Susanne Dam.

Forbuddet mod rygning gælder fra den 1.januar 2019 og bliver en del af skolens ordensreglement.