Vinderne af kultur- og idrætsprisen 2018 er fundet

fr 09.11.2018, 15:52

Det er naturvejleder Tino Hjorth Bjerregaard og Rønne Idrætsklubs trænerteam for U6 og U8, der har fået tildelt kultur- og idrætsprisen i 2018.

Igen i år har Bornholms Regionskommune uddelt en pris til en eller flere personer, som har ydet en ekstra indsats inden for kultur- og idrætslivet på Bornholm.

Det blev naturvejleder Tino Hjort Bjerregaard og Rønne Idrætsklubs trænerteam for U6 og U8: Benny Pedersen, Flemming Bærnthsen, Knud-Arne Rasmussen og Flemming Bech, der løb med Kultur- og idrætsprisen 2018.

Med æren og opmærksomheden følger ligeledes et kontantbeløb på op til 25.000 kr. Det beløb skal vinderne dele, således at Tino Hjort Bjerregaard modtager 12.000 kroner og træner-teamet i Rønne Idrætsklub modtager 12.000 kroner.

Otte nominerede, to vindere

Kultur- og idrætsprisen blev stiftet i 2013 af Bornholms Regionskommunes daværende Fritids- og Kulturudvalg for at anerkende personer, der i særlig grad har ydet en ekstraordinær indsats for det bornholmske kultur- og idrætsliv. Og så er prisen tænkt til at give dem mulighed for at dygtiggøre sig yderligere.

Prisen skulle i år findes blandt otte nominerede:

- Bent Ole Hansen, Rønne Tennisklub
- Ben Woodhams, kunstner
- Bente Larsen, Bornholms Højskole
- Cykelholdet BHS Almeborg Bornholm
- Jørn Lund, DGI-Hallen
- Tino Hjorth Bjerregaard, naturvejleder
- Rønne Idrætsklubs trænerteam for U6 og U8: Benny Pedersen, Flemming Bærnthsen, Knud-Arne Rasmussen og Flemming Bech
- Bornholms Kulturuge