Voldtægtssigtede løsladt

fr 09.11.2018, 13:24

Retten på Bornholm vurderer, at der ikke er bestyrket mistanke nok, til at varetægtsfængsle to mænd, sigtet for en mulig voldtægt af en 17-årig.

En 40-årig og en 58-årig mand er her over middag blevet løsladt, efter et grundlovsforhør bag lukkede døre.

Den 58-årige er sigtet for voldtægt af en 17-årig pige, mens den 40-årige er sigtet for at have tilskyndet til voldtægt. Begge mænd har erkendt de faktiske forhold - altså at den 58-årige havde samleje med pigen, der var bundet til en seng - men de nægter sig begge skyldige i tiltalerne om henholdvis voldtægt og tilskyndelse til voldtægt.

Og dommeren vurderede altså, at politiet ikke kunne bestyrke mistanken mod de to.

Politiet holder dog fast i sigtelsen mod de to, og anklager Anne Moe har meddelt, at hun agter at kære afgørelsen til Østre Landsret.