Molslinjen lukker kontor i Svendborg

fr 09.11.2018, 07:47

Molslinjens overtagelse af Færgen koster nu 20 arbejdspladser på hovedkontoret i Svendborg. Borgmesteren ærgrer sig, men er ikke overrasket.

I Svendborg havde man sat næsen op efter 20 nye arbejdspladser til byen, når rederiet Færgen rykkede fra Rønne og flyttede hovedkontoret til den sydfynske by.

Med Molslinjens overtagelse af rederiet Færgen er der dog kommet en ny dagsorden.

- Planerne om at etablere et hovedkvarter i Svendborg kommer vi ikke til at arbejde videre med. Lejemålet dernede bliver opsagt, siger kommunikationschef, Jesper Maack til DR P4 Fyn.

Han fortsætter:

- Vi er et rederi med base i Aarhus, og det er også her, og delvist på Bornholm, at vi har vores administration og alle vores stabsfunktioner. Så de nye ruter kommer på det område til at blive drevet fra Aarhus.

Meldingen ærgrer Svendborgs borgmester Bo Hansen fra Socialdemokratiet.

- Jeg frygtede egentlig, at det ville ske. Men der er også noget i mig, der siger, at jeg ikke er så overrasket. Når en virksomhed på den måde pludselig bliver en del af noget større, så er det helt naturligt, at man sidder og kigger efter nogle synergieffekter, siger Bo Hansen til DR Fyn.

Molslinjen har købt rederiet Færgen og den 10. oktober godkendte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen endeligt handlen. Det betyder, at Molslinjen fremover også skal drive ruterne Spodsbjerg-Tårs, Bøjden-Fynshav, Samsø-Kalundborg og Esbjerg-Fanø.