Fyring af kommunaldirektør koster mere end 2 mio.

fr 12.10.2018, 13:07

Peter Lofts fratrædelse koster kommunen over 2 millioner kroner. Den tidligere kommunaldirektør skal have løn i lidt mere end et år.

Det er langt fra gratis for Bornholms Regionskommune at kommunalbestyrelsen i aftes godkendte fyringen af Peter Loft som kommunaldirektør.

Ifølge aftalen er Peter Loft fritstillet frem til nytår, hvor han formelt fratræder. Og når det sker, er det med en kompensation på ét års løn, svarendetil 1.613.486,16 kroner. Dertil skal lægges lønnen frem til nytår, som er på 403.371,54 kroner, hvilket samlet set giver en udgift på 2.016.857,70 kroner. Det viser en opgørelse, som Regionskommunen har lavet.

Det er aftalt, at Peter Loft afvikler den ferie, han har tilgode i dette ferieår, mens han er fritstillet, men derudover har han ret til feriepenge i de kommende ferieår på i alt 243.777,37 kroner, fremgår det af opgørelsen.