Mere fragt mellem Rønne og Køge

fr 12.10.2018, 12:50

På ét år er antallet af løstrailere, der fragtes mellem Rønne og Køge steget med 12 procent.

I september 2018 blev 2.592 løstrailere fragtet med færge på ruten Rønne-Køge. Det er en stigning på 12 procent siden september 2017, hvor der blev fragtet 2.321 løstrailere.

Det skriver Bornholmslinjen i en pressemeddelelse.

Allerede før Molslinjen overtog sejladsen til og fra Bornholm, oplevede Rederiet Færgen også en øget mængde gods mellem Rønne og Køge.

Den 28. august 2018 forklarede daværende kommunikationsansvarlig hos Færgen, Annette Timmermann, sommerens mange forsinkelse på natfærgen fra Køge på følgende måde:

- Der er en enorm travlhed. Vi har aldrig haft så meget gods med færgen, som vi har nu. Og det har stået på i længere tid, sagde Annette Timmermann.

Sammenlagt på ruten Rønne-Køge og Rønne-Ystad er antallet af løstrailere steget med 5 procent siden september sidste år.

Bornholmslinjen skriver i dagens pressemeddelelse, at der er åbnet for flere lastbiler på morgenafgangene til og fra Ystad, og at lavsæsonen også byder på flere pladser til lastbiler, busser, vogntog og sættevogne.