PLO-formand: Nej til tvang

fr 12.10.2018, 09:28

Formand for PLO Bornholm vil ikke tvinge unge læger ud i almen praksis, men ser gerne, at de i forbindelse med deres uddannelse kommer i praktik som praktiserende læge.

Socialdemokratiet foreslår, at man tvinger unge læger til et halvt år i almen praksis for at dæmme op for manglen på praktiserende læger i særligt yderområderne.

Det fremgår ikke præcist, hvornår det halve år i almen praksis skal ligge, og derfor kan formand for PLO Bornholm Rikke Hjorth Westh heller ikke udtale sig præcist om, hvad hun mener om forslaget.

Hun støtter forslaget, hvis det betyder, at man i forbindelse med de lægestuderendes kliniske basisår reserverer ét af de to halve år til praktik i almen praksis, eller endnu bedre indfører et ekstra halvt år i den kliniske basisuddannelse og reserverer det til almen praksis.

Som det er lige nu, består den kliniske basisuddannelse af et halvt år på et sygehus og derefter et halvt år på enten et sygehus eller hos en praktiserende læge.

- De lægestuderende får først kendskab til, hvad det er vi (de alment praktiserende læger, red.) laver, når de er i praktik hos os, siger Rikke Hjorth Westh.

Hun støtter ikke forslaget, hvis man vil tvinge unge læger til at blive praktiserende læger. Her kan man ifølge hende i stedet oprette flere speciallægeuddannelsespladser inden for almen praksis.