Alle bornholmske skoler bakker op om motionsdag

fr 12.10.2018, 08:07

Over hele landet dyrker skolebørn i dag motion sammen. Det gælder også på Bornholm, hvor alle skoler deltager i dagen.

De bornholmske skoler bakker fuldt op om Skolernes Motionsdag, som finder sted i dag. Således deltager samtlige folke-, privat og friskoler på Bornholm i motionsdagen.

Skolernes Motionsdag er en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, der er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt og TrygFonden.

Målet med programmet er, at flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet.

Skolernes Motionsdag fandt sted første gang i 1982 under navnet "De Fynske Skolers Motionsløb". I begyndelsen var der kun tale om løb, men siden er der kommet flere aktiviteter til.

I dag deltager 96 procent af Danmarks folke-, fri-, privat- og specialskoler i Skolernes Motionsdag med knap 650.000 aktive elever. Derudover deltager flere efterskoler, gymnasier, erhvervsskoler og daginstitutioner.