Arkæologer finder 60 sølvmønter og nedbrændt gård

fr 14.09.2018, 16:34

Bornholms Museums udgravning på en mark udenfor Aakirkeby gav fund af omkring 60 sølvmønter mere. Derudover fandt man spor efter en nedbrændt gård.

For to uger siden fandt amatørarkæolog Henrik Kofod omkring 60 sølvmønter på en mark på Fårebyvejen udenfor Aakirkeby. Fredag har han og Bornholms Museum været i gang med en udgravning på marken for at se, om de kunne finde resten af den skat, som sølvmønterne har været en del af. De regner med, at skatten er fra Vikingetiden. Fra morgenen var humøret højt og troen på en skat stor:

- Jeg har sovet lidt uroligt i nat ligesom de andre, fordi det er rigtig spændende, siger Finn Ole Sonne Nielsen, der er chefarkæolog på Bornholms Museum.

Flere gange gav metaldetektorerne også lyd, men den helt store, samlet skat gemte sig.

Som dagen gik blev det tydeligt, at skatten er blevet spredt. For 5-6 år siden er der blevet gravet en vandledning ned på marken, og Finn Ole Sonne Hansen gætter på, at skatten er blevet spredt ud på et område af marken dengang.

Alligevel har holdet bag udgravningen også fundet omkring 60 mønter fredag. Derudover har de fundet spor af en nedbrændt gård, som skatten højst sandsynligt har været knyttet til, da det var almindeligt at grave sine skatte ned ved gården i Vikingetiden, så man nemt kunne finde dem igen, men de samtidigt var gemt.

- Vi kunne have ønsket lidt bedre held. Men det er ikke helt overstået endnu. Der er stadigvæk en lille mulighed for, at der kan være noget. Og jeg synes, at det, at vi får konstateret en gård, der knytter sig til, også er stort, siger Finn Ole Sonne Nielsen til TV 2/Bornholm fredag eftermiddag.

Men selvom holdet ikke fandt den helt store, samlet sølvskat, så er amatørarkæologen Henrik Kofod ikke skuffet:

- Det er jeg ikke. Slet, slet ikke. Fordi selvfølgelig er det godt med mønterne, men det er lige så godt med historien. Det er faktisk lige så meget den, vi går efter.