Cykelekspert spår om landsholdsplads til Cort

fr 14.09.2018, 11:17

Det danske herrelandshold til VM bliver udtaget lige om lidt. TV 2 SPORTs cykelekspert gætter på Magnus Cort som en af holdets ryttere.

- Han har vist i år, blandt andet under Tour de France, at han kan køre rigtig godt opad, og derfor fortjener han også en plads.

Sådan begrunder TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen sit gæt på den 25-årige, bornholmske Magnus Cort som en af rytterne på det danske herrelandshold til linjeløbet ved VM 2018 i Østrig.

Især ved Tour de France brillerede den unge Astana-rytter, da han ved 15. etape spurtede først over målstregen og vandt etapen.

Udover Cort gætter cykeleksperten på Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Jesper Hansen, Søren Kragh Andersen, Michael Mørkøv, Niklas Eg og Emil Vinjebo. Og Mads Pedersen og Kasper Asgreen som reserver.

Man forventer at landsholdet udtages efter Vueltaens afslutning.