Danmarks sikreste lastbil byder indenfor

fr 10.08.2018, 19:06

Danmarks sikreste lastbil er på Bornholm. Indtil lørdag aften er den på Store Legedag i Nyker. Der kan man få tip og gode råd til mere sikkerhed i trafikken

Der er en masse flotte lastbiler med på Store legedag i Nyker, men en chauffør har en lidt speciel bil: Henning 'Baloo' Olsen kører i Danmarks sikreste lastbil.

Lastbilen er udstyret med det nyeste sikkerhedsudstyr og Henning 'Baloo' Olsen har indhentet så meget viden, at han kan tage land og rige rundt og undervise i sikkerhed i trafikken.

I dag var flere lokale indenfor i Baloo's lastbil i Nyker for at få gode råd - blandt andre repræsentanter for Fugato og Bornholms Brand, der har støttet trafiksikkerhedsinitiativet økonomisk.

Henning 'Baloo' Olsen har i løbet af den forgangne ugen været rundt på øen med sin lastbil. Alle, der endnu ikke har nået det, kan møde ham og se Danmarks sikreste lastbil på Store Legedag i Nyker fra klokken 10, lørdag.