Halmstakke blussede op igen

fr 10.08.2018, 15:27

Bornholms Brandvæsen er igen kaldt ud til den gård i Østermarie, der blev hærget af brand onsdag. Ilden er dog under kontrol.

Fredag eftermiddag blev Bornholms Brandvæsen endnu engang kaldt ud til en gård i Østermarie, hvor to længer onsdag brændte ned.

Det viste sig, at der stadig var ild i nogle halmbunker, som brandvæsnet havde skrabet sammen. Og det var blusset op i den kraftige vind.

- Det er svært at få helt bugt med, forklarer indsatslederen, der ud over tre vogne fra Falck i Nexø også har fået assistance med en vogn fra Beredskabsstyrelsen i Allinge.

Der er dog styr på ilden, og risikoen for, at den breder sig er minimal, vurderer indsatslederen.

(Billedet er fra branden i onsdags)