Mails til hospitalet forsvandt i tre måneder

fr 10.08.2018, 09:40

I næsten tre måneder var der problemer med mailboxen hos Bornholms Hospitals administration. Nu er problemerne løst, oplyser vicedirektøren.

Den dårlige nyhed er, at Bornholms Hospital havde problemer med at modtage mails til administrationenen i tre måneder.

Den gode nyhed er, at det er lykkes at genskabe størstedelen af de 253 mails, som i perioden ikke er kommet frem, samt at identificere alle 253 afsendere.

I perioden fra 18. april til 19. juli var der en række mails, som ikke havnede i Bornholms Hospitals administrative fællespostkasse, bornholmshospital@regionh.dk.

- Vi beklager naturligvis, at en række mails ikke er kommet igennem til os på Bornholms Hospital. De fremsendte mails er både fra borgere og fra andre offentlige myndigheder, og vi er nu i gang med at kontakte alle mailafsendere for at sikre os, at de kan genfremsende mails, og at vi får behandlet de indgående henvendelser – desværre med forsinkelse, siger vicedirektør på Bornholms Hospital, Annemarie Hellebek.

Problemet blev rettet og løst d. 19 juli, og alle mails til bornholmshospital@regionh.dk kommer i dag frem til postkassen.

Hør mere om sagen i videoklippet øverst i artiklen, hvor administrationschef Michael Hjernø fortæller, hvad der er gået galt.