Nordsjælland: Akutteam behandler borgere hjemme

fr 10.08.2018, 08:20

13. august indvier Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal Kommuner et nyt, fælles akutteam af sygeplejersker, der skal rykke ud og behandle akut syge borgere hjemme.

Ifølge Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandard skal alle kommuner fra 2018 varetage akutte sygeplejeopgaver. Indtil videre har en kommune som Gentofte løftet opgaven selv:

- Vi har i Gentofte Kommune allerede gode erfaringer med at behandle borgere i eget hjem, men det giver rigtig god mening at samarbejde på tværs af kommunegrænser, fordi akutsygeplejerskerne får nemmere ved at opretholde og udvikle deres kompetencer med flere akutte opgaver, siger Gentoftes borgmester Hans Toft.

​Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal er gået sammen om et fælles team af akutsygeplejersker, der let kan rykke ud til borgerne og give en tryg og fagligt forsvarlig behandling i eget hjem.

Håbet er, at man som borger undgår uhensigtsmæssige og unødvendige sygehusindlæggelser.

Det kommunale samarbejde starter på mandag den 13. august.