Russisk ubåd igennem dansk farvand

to 12.07.2018, 14:58

En atomdrevet russisk ubåd er lige nu på vej gennem dansk farvand. Det skriver Ekstra Bladet. Ubåden passerer også Bornholm, men med god afstand til kysten, siger forsvaret.

En russisk ubåd med kurs mod først Helsinki og siden Sankt Petersborg er lige nu på vej gennem dansk farvand. Det skriver flere danske medier, deriblandt Ekstra Bladet og Ritzau.

Det er ubåden med navnet 'Orel', der lige nu er i dansk farvand. Turen går, ifølge Ritzau, via Langelands sydkyst og syd om Lolland-Falster og videre til først Helskinki og siden Sankt Petersborg, hvor den skal deltage i 'Flådens Dag' den 29.juli.

Til TV 2/Bornholm udtaler vagtholdsleder hos Forsvarets Operationstjeneste, Claus Elberth, at ruten på vej mod Helsinki og Sankt Petersborg går syd om Bornholm, men med det han kalder 'god afstand til øen'.

På grund af nogle grænser under vand, forventes de at sejle forbi med 25 kilometers afstand til den bornholmske kyst.

Det er knapt et år siden, at en russisk ubåd sidst passede selvsamme farvand. Her var det båden med det mundrette navn 'Dmitrij Donsko', der kom forbi. Det er den der er afbilledet på artiklen her.