Bornholms Hospital har flest sengedage

to 12.07.2018, 14:15

Bornholms Hospital indtager en førsteplads, når det kommer til hvor mange sengedage de indlagte på hospitalet har pr. tusind indbyggere. Hospitalsdirektøren er ikke overrasket.

De indlagte på Bornholms Hospital ligger indlagt væsentligt længere tid end landsgennemsnittet for de offentlige hospitaler. Det skriver Ritzau.

I tallene for 2017 fremgår det, at de indlagte på Bornholms Hospital har 1035 sengedage pr. tusind indbyggere i kommunen. Det er 388 flere dage pr. tusind indbyggere end landsgennemsnittet, og det højeste i hele Danmark, når det kommer til offentlige hospitaler.

Tallene kommer ikke som en overraskelse for direktøren på Bornholms Hospital, Niels Reichstein Larsen.

- Vi har en bornholmsk sundhedsprofil, hvor der er flere ældre, flere med kroniske sygdomme og flere livsstilssygdomme, siger han.

Ifølge ham har hospitalet meget fokus på kun at indlægge folk, hvis der virkelig er brug for det, og hæfter sig også ved, at tallet faktisk er et fald på godt 7 procent i forhold til januar 2016.

Mens der er flest sengedage her på Bornholm, så er Aarhus og Skanderborg byerne med færrest sengedage pr. tusind indbyggere. Her er der tale om henholdsvis 474 og 475 sengedage.