FM 2018: Igen i år kan du Mingla på Folkemødet

to 14.06.2018, 17:56

Interessen har været så stor, at det igen i år er muligt at bruge app'en Mingla på Folkemødet. Her kan professionelle deltagere på Folkemødet komme i kontakt med hinanden.

Ligesom under Folkemødet i 2017 kan du i år finde din nye arbejdsgiver eller en ny forretningsforbindelse via app'en Mingla.

Det var ellers ikke givet på forhånd, at den skulle genopstå på Folkemødet i år. Interessen har dog været så stor, at den nu er her igen.

- Vi fik så god respons sidste år. Dem, der var på, brugte den meget, og det kunne vi også se på tallene, siger Mads Keilberg Johansen, digital chef i Holm kommunikation.

Ifølge Mads Keilberg var der sidste år på Folkemødet 2.000 aktive brugere, som tilsammen swipe'ede 600.000, og i gennemsnit brugte de app'en 10 minutter hver gang, de var på.

App'en bruges også til tilsvarende politiske festivaller andre steder i Norden.

- Jeg har et håb om, at den kan bruges til andre større konferencer, hvor man ikke kan nå at mødes med dem, man gerne vil, og også kan få mulighed for at mødes med nogle, man ikke kender, siger Mads Keilberg.

I klippet kan du høre Mads Keilberg Johansen og bruger af app'en Charlie Stjerneklar, manager regulatory affairs hos Philip Morris International, fortælle om app'en.