Idrætten har hænderne i vejret over ny færgeaftale

to 17.05.2018, 18:04

Både DBU Bornholm og Bornholms Idrætsråd er tilfredse med den billetaftale, som de og DGI Bornholm i dag har indgået med Bornholmslinjen. Aftalen sikrer fleksibilitet for idrætsfolkene.

Når Bornholmslinjen overtager den våde stafet fra rederiet Færgen, så bliver det med fordele til de bornholmske idrætsudøvere. I dag har Bornholmslinjen indgået en billetaftale med DGI Bornholm, DBU Bornholm og Bornholms Idrætsråd. Aftalen betyder, at øens idrætsklubber kan ombooke billetter gebyrfrit. Aftalen vækker glæde i Bornholms Idrætsråd.

- Jeg synes, aftalen er positiv. Den dækker bredt, og alternativet ville have været, at vi ikke havde en aftale overhovedet, siger Maike Fiil der er formand i Bornholms Idrætsråd.

Også på fodboldbanen er der tilfredshed at spore. DBU Bornholm glæder sig også over aftalen.

- Det at vi er tre organisationer, der er gået sammen om det, det synes jeg er rigtigt godt, siger formand i DBU Bornholm, Lars Albæk.

Du kan se mere i Nyhederne 19.30 på TV 2/Bornholm og på play.tv2bornholm.dk