Jubilæum for Østbornholms Telefonkontakt

to 17.05.2018, 18:01

Østbornholms Telefonkontakt fejrede torsdag 25 års jubilæum. Det blev markeret af hjælpere og brugere i Nexø Kultur og Fritidshus

Østbornholms Telefonkontakts 25 års jubilæum blev torsdag fejret i Nexø med sang, taler og godt samvær mellem de brugere og hjælpere som hele telefonservicen jo handler om.

Østbornholms Telefonkontakt er en frivillig sammenslutning af aktive ældre. Telefonkontakten støttes blandt andet af Bornholms Regionskommune.

Der er lige nu 16 hjælpere, der skiftes til at ringe rundt til 29 brugere. De får hver dag et morgenopkald.

Det er en stor tryghed for brugerne at vide, at nogen for eksempel vil opdage det, hvis man pludseligt får et ildebefindende og ikke tager telefonen.