Bundvending i å ved Klemensker

ma 16.04.2018, 18:57

Regionskommunen har haft kig på Muleby Å og et par bassiner i nærheden, efter der igår indløb en melding om mulig forurening. Det nærliggende mejeri er uden skyld.

Natur og Miljø i Bornholms Regionskommunen har i dag været ude at besigtige Muleby Å efter, der i går kom en meddelelse om mulig forurening i åen.

Ifølge chefen i Natur og Miljø, Louise Lyng Bojesen, så har der været tale om en bundvendning i nogle bassiner, hvor der så er sket overløb til Muleby Å.

Man mente i går, at det nærliggende Bornholms Andelsmejeris rensningsanlæg på Tornegaard lidt uden for Klemensker skulle have været medskyldig i udslippet, men det kunne ikke have været anderledes, siger chefen i Natur og Miljø.

- Vi 'frikender' mejeriet. De kunne ikke have gjort så meget anderledes, siger hun til TV 2/Bornholm.

Der er stadig svovlholdige bakterier i åen, men da der er meget vand i åen, så går det den rigtige vej med at få bakterierne væk, da de fortyndes, oplyser hun.


---

FAKTA: Bundvending er et fænomen, hvor der pludselig siver eller bobler methan, svovlbrinte og andre gasser op fra den iltfrie bund, blandt andet lavvandede områder i fjorde. De kan boble så meget gas op, at det river materiale fra bunden med op i vandet, deraf udtrykket "bunden vender". (Kilde: Gyldendals Den Store Danske)