Medaljeregn over bornholmsk mejeri

on 14.03.2018, 14:51

Bornholms Andelsmejeri høster flere medaljer i international mejeri-konkurrence i USA.

En sølvmedalje og to bronzemedaljer. Så meget kunne det blive til, da Bornholms Andelsmejeri forleden deltog i den internationale mejeridyst World Champion Cheese Contest i Madison, Winconsin, USA.

Bornholms Andelsmejeri tog sølvmedaljen i kategorien "saltet smør" og fik derudover en bronzemedalje i henholdsvis gorgonzola- og blåskimmelkategorien.

- I betragtning af, at vi kun har sendt en lille mængde produkter til VM, er vi særdeles tilfredse med resultatet - også selvom man jo siger, at ingen husker nummer to og tre, siger Per Olesen, direktør for Bornholms Andelsmejeri, i en pressemeddelelse.

Selvom han er glad for sølvmedaljen i smørkategorien, er det især placeringerne i de to ostekategorier, der betyder noget for det bornholmske mejeri.

- Vi har en stor eksport af blåskimmeloste til USA, så det betyder meget for os, at amerikanerne ved, at vi laver oste af høj kvalitet, lyder det fra Per Olesen.

De danske mejerier scorede i alt tre guld-, tre sølv- og fire bronzemedaljer. Arla Foods' Holstebro Mejeri vandt blandt andet guld i "saltet smør"-kategorien for Lurpark.