Forskere laver vaccinationsprojekt i Nexø

on 14.03.2018, 14:18

De næste to døgn skal en gruppe forskere fra DTU og Københavns Universitet vaccinere omkring 100.000 regnbueørreder i Lakseklækkeriet i Nexø.

En gruppe forskere fra Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet skal bruge to døgn i de mørke lokaler hos Lakseklækkeriet i Nexø. Målet er at finde en bedre vaccinationsstrategi for regnbueørreder, der opdrættes i havet i Danmark:

- Man har haft nogle problemer med, at der er utilfredsstillende høj dødelighed hos fiskeproducenter selvom fiskene er vaccineret. Det prøver vi at forbedre. Det vil være til gavn for opdrætternes udbytte og fiskenes velfærd under produktionsproceduren, siger Niels Lorenzen, der leder projektet og er professor på Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

Sammen med vaccinationseksperter fra Polen skal forskerne bedøve, vaccinere og mærke omkring 100.000 regnbueørreder i Nexø Lakseklækkeri.

- Når vi laver forsøg derhjemme i laboratorieforhold, er det typisk med nogle få hundrede fisk, vi arbejder med. Det er meget nemmere at overskue. Her er det 100.000, som vi skal have vaccineret. Grunden til vi har så mange med er, at vi nu går op i en højere skala, hvor det vi arbejder med skal testes i det virkelige liv. Lakseklækkeriet er det eneste sted, hvor man har faciliteterne til at opdrætte fiskene under smittefri betingelser, og det er afgørende for vores projekt, siger Niels Lorenzen.

Forskerholdet begyndte arbejdet i dag og forventer at være færdige torsdag aften.