Vand spærrer vej i Rønne

ti 13.03.2018, 12:14

Torneværksvej er lukket på grund af store mængder vand på kørebanen.

Det er ikke muligt at køre ad Torneværksvej lige uden for Rønne, fordi kørebanen er fyldt med vand. Derfor har kommunens afdeling for Vej og Park valgt at spærre vejen af.

- Der er simpelthen så meget vand, og vi prøver at finde ud af, om vi kan få det væk. Vi leder med lys og lygte for at finde ud af, om der for eksempel kan være en fejl på et rør, eller om det bare er fordi, der kommer så meget vand lige nu, siger driftsleder Jørn Myhre fra Vej og Park.

Regn og smeltevand skaber problemer mange steder på øen, og Vej og Park knokler for at sætte skilte op, der skal advare bilisterne.

- Vand på kørebanen skader bilerne, og det kan være farligt for bilisterne, siger Jørn Myhre.