Søren Friese: Prinsen var herligt uformel

on 14.02.2018, 12:02

Skovrider hos Naturstyrelsen husker Prins Henrik som en mand, der mødte folk i øjenhøjde og altid viste interesse for Bornholm.

Søren Friese, der er skovrider hos Naturstyrelsen har gennem sit arbejde mødt hans kongelige højhed Prins Henrik flere gange i årenes løb. Blandt andet i foråret, når bukkejagten blev sat ind.

- For os hænger prinsen sammen med foråret. Hver gang den 16. maj nærmede sig, lagde Dannebrog til i Rønne havn. Eller i hvert fald i dagene deromkring. Vi mødte altid et meget muntert selskab med en prins i spidsen. Han virkede altid glad for at komme til Bornholm. Han var sprudlende, når han var hos os, siger Søren Friese.

I rigtig mange år valgte Prins Henrik Bornholm til sine forårsjagter, og Søren Friese, der har vist prinsen meget af den bornholmske natur, fortæller, at hans oplevelse var, at intet var for småt. Prins Henrik deltog i alverdens kulturliv rundt på øen.

- Prinsen var jo herligt uformel, når han var på de her besøg hos os. Han mødte folk i øjenhøjde. Han var oprigtigt meget interesseret i, hvad der foregik, og han var meget vidende omkring det, siger Søren Friese.